Anmeldelse af

Ian Parker (red.) – Social Constructionism, Discource and Realism, Sage, 1998

af Volker Bunzendahl, cand. psych., amanuensis ved DLH-Århus, skolepsykolog (deltid) ved PPR-Levring, free-lance-konsulent (supervision, kommunikation)

Politisk psykologi – en nødvendighed, en uundgåelig konsekvens?!

Jeg boede en gang i en jordhule, sammen med andre "bybørn". Vores jordhuler var vores hjem, - og det var vores virkelighed. Realitet eller Idealisme? Eller både og?

Nogle andre mente, at de, da de var borgmestre, og amtsrådsmedlemmer, havde mere ret til at bestemme, hvad der i virkeligheden må finde sted, og hvad der ikke må findes i virkeligheden.

De påberåbte sig landets love, og tolkede disse således, at "jordhuler" i virkeligheden ikke måtte være hjem for nogen, i vores virkelige virkelighed, alts imens vi – i virkeligheden - i vore jordhuler holdt fællesmøder vedrørende hvordan vi selv ønskede at forsvare vores virkelighed. Realitet eller Konstruktion? Eller både og?

Denne historie er snart 20 år gammelt. De gamle jordhuler er der ikke mere, men nye er dukket op, -og livet i jordhule-landsbyen går sin gang – i virkeligheden, også i dag. I dag er det lovligt, med visse forbehold, at leve og bo i "jordhule-landsbyen". Så i virkeligheden er "en alternativ livsform" blevet virkelighed, også for dem, der ikke brød sig om det. De-konstruktion, diskurs, re-konstruktion...?

Nu er jordhulerne virkelighed, men den virkelighed, som fandtes den gang, da hytterne var uden strøm, radio, rindende vand, den er flyttet et andet sted hen. Eller den må skabes – i virkeligheden – på ny – måske også i psykologiens landskab? Vision eller Realitet? Eller både og?

Læseren vil måske undre sig over at anmeldelsen starter med en lille, personlig anekdote. Men der er netop i bogens ånd, - er umiddelbar noget, der springer frem, under læsning af sidste kapitel i denne bog, der indeholder 11 artikler af bidragsydere fra England, USA, Australien, Syd-Afrika og Venezuela. Skribenternes teoretiske og politiske ståsted strækker sig fra kritiske psykologer over "discource analysis"-folk såsom Parker selv, til endnu mere "fritsvævende" relativistiske udgangspositioner såsom social konstruktionistiske tilgange, uden dog at mere ekstreme positioner er inviteret med. Det med ekstrem er en tolkningssag, da f.eks. Gergen af nogle opleves som allerede meget ekstrem, i mens andre, som mig selv, oplever Gergen som en moderat udgave af nyere postmoderne tilgange (for mere radikale tolkninger, se Newman/Holzman, 1996, 1998,).

Læsningen af bogen er interessant, - og opfylder et behov hos mig, - nemlig at jeg kan læse om, og evt videre diskutere de problemer med social konstruktionismen, som denne bog vil se nærmere på. Desuden er det da mit håb, at de mange kritiske stemmer i forhold til social konstruktionismen og dens krav om epistemologisk relativisme her både kan få bekræftet deres egne "tvivl", men også, her med denne bog, kan og forhåbentlig tager den mulighed for at reflektere over den "de-konstruktive" holdning, dens fordele og ulemper, og farer. Hvis man er, eller føler sig som "politisk bevidst" psykolog, uanset om man kalder sig for realist eller postmodernist (= relativist), er bogen yderst interessant, hvis man vil se nærmere på hele "bevægelsens" dilemma med at være "knaldgod" til at kunne påpege, hvordan positivistiske og kognitive tilgange er politiske (u-korekt), og samtidigt at være bange for at give "handlingsanvisninger", da der jo altid er andre muligheder at tolke virkeligheden på...

Bogen indeholder 11 artikler plus et forord af Rom Harré.

Ian Parker indleder selv, men overlader ellers opgaven at diskutere de enkelte bidrag til Vivian Burr, der i 1995 selv udgav en anbefalelsesværdig introduktionsbog til social konstruktionismen. Hun diskuterer de gængse dilemmaer, der opstår i kølvandet på, at man indtager en social konstruktionistisk holdning. Efter at pege på fordelene ved denne indstilling, såsom at vi i vores fag forholder os kritisk til os selv og vort fags frembringelser, peger hun hen imod de dilemmaer social konstruktionismen kan ses som med-årsag til. Hvordan kan vi beslutte os til at vælge een frem for en anden måde at anskue tingene på - hvis alt er relativt? Hvordan kan vi tale om moral, hvis "alle stemmer" har lige ret til at blive fremført og til at blive hørt? Og hvem er den aktive, hvis selvet er en social konstruktion? Så ifølge Burr er et af social konstruktionismens problemer, at den i en upolitisk form ikke kan tage det ansvar på sig, der skal til, hvis der skal peges på alternativer, dvs bedre måder at leve på. Når vi dekonstruerer alt og alle - har social konstruktionismen svært ved at vise os "kursen". Fordi, på hvilket grundlag kan vi komme med anbefalinger, med gyldige beskrivelser? Her peger Burr hen imod "reflekterende" og "narrative" forsøg på at overkomme dette dilemma.

Det at skabe rum, hvor "vi" giver rum til mange stemmer, som er lige-gyldige, dér skaber vi da udover den individuelle læring et "vi", som kan danne det manglende grundlag, hvorpå vore beslutninger kan baseres.

"Social constructionism makes us conscious of the diversity and difference in humanity. I believe that it rightly cautions us against assuming that "we" (whoever "we" are) can legitimately speak on behalf of "them" (whoever "they" are)" (s.17)

Hun peger på Foucaults dilemma, der på den ene side vil "pille" enhver "totalitærdiskurs" fra hinanden, men dog uden selv at komme med anvisninger vedr hvordan tingenes tilstand kan blive forandret. ... Artiklen slutter ved netop at henvise til de forskellige stemmer i denne bog, nogle der ser sig på et realistisk, og derfor kritisk ståsted, andre der netop kan se styrken i at gå ud fra en epistemologisk relativisme, selv om der dermed ikke behøves at man tager afstand fra en sund fornufts ontologisk realisme.

Andrew Collier, Southhampton, er nok een af de mest kritiske, realistiske bidrag til bogen, som således også kan være interessant for f.eks. danske særdeles realistiske og anti-relativistiske virksomhedsteoretikere at læse. Han peger på at en kritisk holdning ikke bare er en ide, vi konstruerer. Det er faktiske livs- og samfundsforhold vi må forholde os til. Med al respekt for sproglege, hvor vi i dialog lytter til hinandens tydninger af betydninger af ord, er det noget andet, når vi handler.

"There is a difference between the way reality is given in language and in practice. Language can be about reality, and could not exist if it were not sometimes about reality, but it can freewheel. Mistakes arise, said Wittgenstein, when language goes on holiday. But practice does not go on holiday in the same way. In practice reality hits you in the face - at any rate, unless you take precautions to stop it doing so." (s. 51, min fremhævelse)

Carla Willig, fra U.K., er en anden kritisk artikel, der ser på de problemer der opstår, når man som Willig opfatter sig både som social konstruktionist og som international socialist. Pladsen her tillader ikke at gå i dybden, men hendes bidrag er yderst tankevækkende betragtninger vedr hvordan vi kan og skal vælge side, i konkrete sager og virkeligheder. Forstå jeg hende ret må en social konstruktionisme se sig baseret på en materialistisk realisme, selv om man samtidigt bibeholder at alle "stemmer" må blive hørt.

"Therefore, while positivistic psychology is able to take snapshots of a particular socio-historical moment and build theories of human functioning on the basis of it, a critical realist psychology would have to engage in a critical examination of concepts and their meanings through historical, cross-cultural and political analyses in order to be able to generate satisfactory explanations of contemporary human behavior." (s.102)

Også de andre bidrag tager kritisk stilling, nogle dog ikke som førnævnte med begge fødder på jorden, men mere baseret på relationer, på det der er midt i mellem. Men dog ikke blindt for netop de ulemper dette måtte bringe med sig.

Bogen slutter med fire bidrag (et er af Kenneth Gergen), der overskuer de andres mere debatterende indlæg, med fingerpeg mod nye horisonter, med opsummeringer af hvad der således kan blive gjort, for at vores fag kan acceptere en epistemologisk relativisme der delvis baseres på en ontologisk realisme.

En god bog, der forhåbentlig læses ikke kun af venner (postmoderne, social konstruktionistiske, diskursive, systemiske folk), men også af dem der er bange, og her tænker jeg bl.a. på Jens Mammen, der sidst ved en konference i Århus, August 1999, ikke kunne lade være at skyde efter "social konstruktionister o.l.", der ifølge ham "er lige så farligt som magikere og hekse i det mørke middelalder".

Læser man denne her bog, har man mulighed for at se, at social konstruktionisme anno 1999 er nok nærmere Marx og Vygotsky end den Leontjev-tro danske virksomhedsteori ønsker at indrømme, - det vil jeg da mene.

Bogen er for mig endnu et fint bidrag til debatten, og den er med til at understrege den social konstruktionistiske "holdnings" seriøsitet, ved netop ikke kun at anvende dekonstruktion på andre, men også på sig selv og sine egne synspunkter. Og den er da med at holde ilden i gang, her kort før årtusindeskiftet, - hvor det vil vise sig, om fremtidens psykologer vil se sig som MOMO'er, eller tidsagenter.

Lad mig her slutte med K. Gergens ord efter læsning af de andres bidrag:

"In conclusion, we can locate within these many offerings a new stage of development - a festering antithesis giving way to a promising synthesis. Yet, the synthesis is not singular in this case, but multiple. We find here intimations of a new range of relational forms, forms that are redolent with potential - not only for our intellectual and practical/political lives together, but for the societies that establish the very possibility of our endeavors." (s.155)